Ekstraordinær lukning af BIOPARC Valencia denne søndag den 14. december på grund af vejrvarsel

Et smertefuldt tab for næsehornsgruppen i den valencianske park

Den spanske zoologiske have står over for en særlig svær prøvelse med tabet af et dyr, som var dybt værdsat af dets teams. I Bioparc Valencia har plejepersonalet og det tekniske personale måttet beslutte at lade den unge sydlige hvide næsehornshun ved navn Ami, der kun var 7 år gammel, aflive for at bringe en ende på lidelser, der var blevet uoverkommelige.

Nyheden bringer dyb sorg blandt alle de fagfolk, der er dedikeret til dyrevelfærd, og som deler hverdagen med disse imponerende, men sårbare skabninger. Ami udmærkede sig ved et omgængeligt og særligt venligt temperament, både over for de dyrepassere, der fulgte hende hver dag, og over for sine artsfæller i anlægget, hvilket spillede en afgørende rolle for gruppens sammenhold og harmoni.

Denne tilstedeværelse havde især fremmet et klima af harmoni, som førte til en historisk milepæl for den valencianske institution: fødslen af Kairu i november 2025, den allerførste næsehornsunge født i parkens faciliteter. Ami satte således et uudsletteligt præg på udviklingen af denne avlsgruppe, før hendes helbred blev uopretteligt forringet.

Fra Kolmårdens Djurpark i Sverige til den valencianske savannes anlæg

Amis rejse var en integreret del af de internationale bestræbelser på at beskytte truede dyrearter. Den unge hun kom til Spanien i 2023 fra Kolmårdens Djurpark i Sverige som led i det europæiske bevaringsprogram (EEP) for det sydlige hvide næsehorn (Ceratotherium simum simum).

Før overførslen til Spanien havde dyret allerede overvundet betydelige hudproblemer i Sverige, som gradvist forsvandt forud for hendes rejse mod Middelhavskysten. Da hun ankom til Valencia, udviste Ami fremragende tilpasningsevner, overtog hurtigt sine nye omgivelser og knyttede tætte bånd til de øvrige medlemmer af flokken.

I det store udendørsområde, som genskaber den afrikanske savannes økosystemer, levede Ami fredeligt i et blandet samfund sammen med hannen Martin, hunnerne Nombula og Kwanza samt den unge Kairu. Dette særlige anlæg rummer også andre afrikanske arter som Hartmanns bjergzebraer (Equus zebra ssp. Hartmannae) og en varieret fuglebestand med marabustorke (Leptoptilos crumeniferus), hvide pelikaner (Pelecanus onocrotalus), hellige ibisser (Threskiornis aethiopicus) og forskellige arter af andefugle.

En hurtig klinisk forværring og advarsel om en fatal knoglemarvssygdom

Trods denne tilsyneladende tilpasning gjorde det biologiske personales årvågenhed det muligt over tid at opdage bekymrende abnormiteter. Perioder med langvarig apati og usædvanlige ændringer i hendes daglige adfærd fik dyrlægeholdet til at intensivere sundhedsovervågningen og foretage grundige medicinske undersøgelser.

De etablerede behandlingsprotokoller og plejernes gentagne anstrengelser formåede ikke at standse den negative udvikling i hendes almene tilstand. Konfronteret med sagens kompleksitet tilkaldte parkens team ekspertise fra specialister ved hesteklinikken på CEU Cardenal Herrera Universitet i Valencia. På grund af det fjerne fylogenetiske slægtskab mellem næsehorn og heste deler disse to familier store fysiologiske ligheder og sammenlignelige patologier.

Blodanalyserne afslørede særligt alvorlige og alarmerende forstyrrelser. De kliniske parametre viste, at Ami ikke længere var i stand til at danne sine røde blodlegemer ordentligt, mens hendes antal af blodplader faldt fuldstændigt sammen til det kritiske tal nul. Disse fund pegede direkte mod en fatal underliggende knoglemarvssygdom, der udviklede sig snigende.

I løbet af de sidste to måneder forud for det fatale udfald accelererede forværringen markant. Stillet over for dette irreversible kliniske billede og i tæt samråd med koordineringsorganerne for det europæiske program for truede arter vurderede de zoologiske ledere, at ingen form for udsigtsløs livsforlængende behandling kunne retfærdiggøres, og de gennemførte aflivningen for at skåne hende for en langvarig dødskamp.

En stor videnskabelig interesse for forskning og veterinærmedicin

Med det formål at omsætte denne prøvelse til nyttig viden for artens fremtid blev der omgående iværksat en omhyggelig obduktionsprotokol. Obduktionsprocedurerne blev udført i tæt samarbejde med patologiafdelingen ved CEU Cardenal Herrera Universitet, hvilket bekræftede denne patologis usædvanlige og sjældne karakter hos et ungt hvidt næsehorn.

De indsamlede data underkastes i øjeblikket en fuldstændig histopatologisk undersøgelse, hvis endelige konklusioner stadig afventes. Forskerne forsøger at identificere den præcise årsag til knoglemarvens funktionsfejl samt de mekanismer, der forårsagede et fuldstændigt stop i produktionen af blodplader og erytrocytter.

Alle patologiske fund vil blive integreret i institutionens forskningsprogrammer og delt med World Association of Zoos and Aquariums (WAZA), som den valencianske park er et aktivt medlem af. Disse hidtil usete kliniske observationer vil berige den internationale veterinærlitteratur og give værdifulde redskaber til behandlere verden over, der konfronteres med lignende hæmatologiske lidelser hos andre eksemplarer.

Den overordnede bevaringsstrategi over for næsehornets udryddelse

Tragedien i Valencia minder om de enorme udfordringer, der er forbundet med bevarelsen af det hvide næsehorn, en ikonisk art opført på rødlisten fra International Union for Conservation of Nature (IUCN). I naturen forbliver disse dyr mål for en voldsom krybskytteri, som næres af ulovlig handel og efterspørgsel efter deres horn.

For at imødegå denne overhængende fare anbefaler IUCN anvendelsen af det strategiske koncept One Plan Approach. Denne doktrin fastslår, at populationer, der lever i deres oprindelige levesteder (in situ-bevaring), og individer, der holdes i zoologiske haver (ex situ-bevaring), skal betragtes og forvaltes som en samlet og unik global metapopulation.

Inden for disse rammer udgør de videnskabeligt kontrollerede avlsprogrammer i parkerne en levedygtig genetisk reserve, der er i stand til at understøtte potentielle genudsætninger, hvis de naturlige reservater skulle bukke under. Samtidig støtter den valencianske institution gennem BIOPARC Fonden direkte feltarbejdet ved at samarbejde med Big Life Foundation i hjertet af Stor-Amboseli-økosystemet mellem Kenya og Tanzania.

Mens holdene sørger over Amis alt for tidlige død, bekræfter de deres vilje til at fortsætte denne mission med bevidstgørelse og beskyttelse af biodiversiteten og finder i tidligere succeser og videnskabelige programmer styrken til at fastholde deres engagement for den truede fauna.