Nyhed
I Pompeji blev forladte huse efter 79 genbrugt helt frem til det 5. århundrede
Udgravningerne i Insula Meridionalis afslører en gradvis genanvendelse af Casa dei Mosaici Geometrici efter udbruddet i 79 e.Kr., hvor rummene blev omdannet til boliger, produktionssteder og lagerpladser helt frem til midten af det 5. århundrede.
En anden historie begynder efter udbruddet
De nye undersøgelser i Insula Meridionalis ændrer synet på Pompeji. Udbruddet i 79 e.Kr. markerede ikke nødvendigvis afslutningen på al menneskelig tilstedeværelse i de begravede huse. I Casa dei Mosaici Geometrici har arkæologerne identificeret flere tegn på senere aktivitet, hvor forskellige former for brug gradvist fortsatte helt frem til midten af det 5. århundrede e.Kr. Fundet dokumenterer dermed en lang periode med genanvendelse, som længe har været mindre synlig end den by, der blev fastfrosset af katastrofen.
Resultaterne stammer fra projektet «Messa in Sicurezza, Consolidamento e Restauro dell’Insula Meridionalis, dal Tempio di Venere al Foro Triangolare. Regio VIII, Insulae 1, 2 e 7», som blev iværksat i september 2023 og stadig var i gang på offentliggørelsestidspunktet, den 21. august 2026. De arkæologiske undersøgelser i huset har gjort det muligt at skelne mellem forandringer, der ikke længere følger den oprindelige indretning af de romerske domus, og nye anvendelser, der var tilpasset en anderledes form for beboelse.
Undersøgelsen blev offentliggjort på Det arkeologiske område Pompejis redaktionelle platform, som også formidler engelsksprogede artikler om stedets fund, forskning og aktiviteter. Denne redaktionelle tilstedeværelse ledsager resultaterne fra udgravningen og placerer dem i en løbende videnskabelig aktualitet.
Domus blev omdannet til nyttige rum
Efter udbruddet mistede nogle af de tidligere huses rum deres oprindelige funktion. De blev dog ikke fuldstændig forladt. Sporene viser en genanvendelse med både boligformål og produktive aktiviteter. De eksisterende bygninger blev tilpasset konkrete behov, i en situation hvor man omorganiserede de tilgængelige rum i stedet for at bevare deres oprindelige indretning.
Ombygningerne blev ofte udført med genbrugte materialer. Ældre strukturer blev ændret og suppleret med installationer til dagligdags aktiviteter. Madlavning er dokumenteret gennem kogepladser, ildsteder og brødovne. Kornforarbejdning er påvist ved tilstedeværelsen af møllesten, mens opbevaringen af fødevarer blandt andet foregik på træhylder.
Det samlede billede er en pragmatisk anvendelse. Rummene kan ikke længere kun forstås som dele af et romersk hus, der var organiseret før år 79. De blev til steder, hvor man tilberedte, forarbejdede og opbevarede produkter. Denne udvikling er særlig vigtig, fordi den synliggør hverdagslige handlinger, som er mindre monumentale end udsmykningerne, men afgørende for forståelsen af livet i området efter byens ødelæggelse.
Sporene i den vestlige sektor
I den vestlige sektor af Casa dei Mosaici Geometrici, på niveau -1, tyder flere elementer på, at rummene blev genbrugt til beboelse efter udbruddet. Rum 28 rummer blandt andet mange cirkulære fordybninger, der var beregnet til at modtage stolper. Deres placering, samlet langs rummets østlige side, kan muligvis svare til installationen af en trækonstruktion.
Arkæologerne foreslår, at der måske var tale om en hylde. Forsigtighed er vigtig, fordi levnene ikke giver en fuldstændig rekonstruktion af indretningen. Fordybningernes koncentration og form samt tilstedeværelsen af forkullede træfragmenter i fylden udgør dog tilsammen en sammenhængende række indicier for en funktionel installation i dette genanvendte rum.
Midt i rum 28 giver en stor firkantet fordybning et andet fingerpeg. Den tolkes som hullet til en bærende træstolpe. Stolpen kan have understøttet et gulv eller selve rummets tag. Denne hypotese viser, at genanvendelsen ikke kun bestod i at bruge de bevarede vægge, men også kunne kræve strukturelle indgreb for at gøre stedet beboeligt eller anvendeligt igen.
Hvad fylden fortæller
Fylden i stolpehullerne indeholdt flere kategorier af materiale. Forkullede træfragmenter blev fundet sammen med keramik til ild og et fragment af afrikansk terra sigillata. Hver for sig er disse elementer sparsomme. Tilsammen viser de dog aktivitet efter udbruddet i 79 e.Kr. og styrker tolkningen af en senere brug af huset.
Kogekeramikken peger på aktiviteter forbundet med ild og tilberedning af mad, mens det forkullede træ bevarer spor af strukturer, der er forsvundet i deres oprindelige form. Fragmentet af afrikansk terra sigillata giver ligeledes et materielt holdepunkt for denne senere aktivitet. Kilden understreger dog, at materialet er begrænset, hvilket gør det nødvendigt at skelne mellem fastslåede observationer og foreslåede rekonstruktioner.
Denne kombination gør det muligt at rekonstruere et forløb snarere end en isoleret begivenhed. Huset blev taget i brug igen, indrettet på ny og anvendt over længere tid. Sporene beskriver ikke blot en kortvarig indtrængen i en ødelagt bygning, men en række handlinger, der ledsagede den gradvise forandring af rummene efter katastrofen.
En aktivitet, der fortsatte i flere århundreder
Sporene fra Casa dei Mosaici Geometrici indgår i en bred kronologi. Aktiviteterne efter udbruddet udviklede sig gradvist helt frem til midten af det 5. århundrede e.Kr. Varigheden er et af undersøgelsens mest konkrete bidrag: Den viser, at ændringen i anvendelse ikke kan reduceres til én enkelt fase umiddelbart efter udbruddet.
Installationerne til madlavning, maling og opbevaring peger på tilbagevendende behov. De antyder, at rummene blev integreret i en daglig organisering, hvor funktionerne kunne ændre sig alt efter beboere og perioder. Husene i Insula Meridionalis fremstår dermed som genanvendelige strukturer, der kunne rumme nye praksisser trods tabet af deres oprindelige ramme.
Denne tolkning bygger på beskedne spor: stolpehuller, forkullede fragmenter, keramik og installationer, der var direkte knyttet til aktiviteterne. Deres betydning ligger i deres indbyrdes sammenhæng og placering i rummene. Undersøgelsen forbinder dermed arkitektoniske forandringer med hverdagslivets handlinger og følger, hvordan et ældre hus blev til et rum tilpasset nye anvendelser.
Fra senantikken til erindringens tid
Undersøgelsens titel placerer forskningen mellem slutningen af antikken og renæssancen. De detaljerede oplysninger i publikationen handler især om den senantikke genanvendelse af Casa dei Mosaici Geometrici, hvor aktiviteterne fortsatte gradvist frem til midten af det 5. århundrede. Forbindelsen til renæssancen annonceres af artiklens overordnede ramme, men de observationer, der præsenteres her, vedrører hovedsageligt anvendelserne efter udbruddet og de indretninger, der er identificeret i huset.
Udgravningen i Insula Meridionalis fortsætter et projekt for sikring, konsolidering og restaurering mellem Venus-templet og Det Trekantede Forum i Regio VIII, insulae 1, 2 og 7. Fundene fra Casa dei Mosaici Geometrici føjer sig til dette igangværende arbejde og viser, hvor meget undersøgelser af strukturer også kan bidrage med nye arkæologiske oplysninger om perioderne efter udbruddet.
I Pompeji suppleres billedet af en by, der standsede i 79 e.Kr., derfor af billedet af et sted, der blev taget i brug igen og forandret. I rum 28 gør stolperne, det forkullede træ og udstyret til de huslige aktiviteter denne kontinuitet synlig. Casa dei Mosaici Geometrici bevarer dermed mindet om flere efterfølgende anvendelser, fra det romerske hus til de beboelser, der senere genindtog ruinerne.
Kilder: pompeiisites.org